”Jeg er jøde – men jeg tror ikke på Gud.” For Sara begynder rejsen ind i hendes eget ophav med en erkendelse af tvivl. I en tid, hvor en minoritetsidentitet ofte gøres til genstand for storpolitik og fordomme, kræver det mod blot at definere sig selv.
Mikrofonerne står på bordet mellem dem. Udenfor vinduerne er der dansk sommerhusidyl, men inde i stuen bevæger samtalen sig ind i et landskab af kultur, historie og personlig tvivl.
Her sidder Sara over for sin veninde Karoline. De optager podcasten Schmoozy, et projekt skabt af produktionsselskabet Perlefilm. Præmissen er simpel: Karoline stiller de spørgsmål, mange unge mangler et rum til at stille. Sara svarer, famler og forklarer ud fra sit eget liv.
Det er en fortælling om at vokse op i en jødisk familie uden at være religiøs. Det handler om maden, de kulturelle ritualer, den specifikke humor og følelsen af fællesskab. Men under overfladen lurer en langt tungere konflikt. For hvordan finder man sin egen plads i en identitet, som resten af verden konstant forsøger at definere for én?
Spørgsmålet er ikke kun relevant for Sara. Det rammer ned i en brydningstid. Ifølge tal fra Det Jødiske Samfund er antallet af registrerede antisemitiske hændelser i Danmark næsten fordoblet fra 2023 til 2024. Institut for Menneskerettigheder peger i deres seneste kortlægning på et paradoks: Jødisk liv i Danmark er rigt, mangfoldigt og farverigt, men det udspiller sig i stigende grad i skyggen af utryghed. Flere overvejer, hvornår og hvor de kan vise deres ophav åbent.
For en ung dansk jøde er hverdagen pludselig brolagt med usynlige prøvelser. Når storpolitikken raser i Mellemøsten, forventer omverdenen ofte svar på komplekse geopolitiske spørgsmål, blot fordi man bærer en bestemt historie med sig.
Det er et pres, der kan kvæle den personlige fortælling.
”Man bliver lidt gjort til ekspert i noget, man måske ikke selv føler, man forstår,” som Sara formulerer det i podcasten.
Denne ufrivillige tildeling af ekspertise og kollektiv skyld er ikke kun et problem for den enkelte, det er en strukturel misforståelse. Som socialpædagog og debattør Klaus Goldschmidt Henriksen for nylig understregede i en kronik, eksisterer der en farlig tendens til at sætte lighedstegn mellem staten Israels handlinger og hele det jødiske folk. Det er en sammenblanding, der ifølge Goldschmidt både fordrejer historien og forstærker præcis den antisemitisme, man burde bekæmpe. Det jødiske folkebillede rummer i virkeligheden plads til alt fra dyb zionisme til stærk antizionisme – og til helt almindelige unge, der bare forsøger at navigere i deres egen hverdag.
Når man tager høretelefonerne på og lytter til de to veninder i sommerhuset, bliver det klart, at identitet ikke er en kasse, man skal passe ind i.
I sommerhuset forsøger Sara at fjerne storpolitikken fra bordet for at finde ind til kernen af sit eget liv. Samtalen med Karoline bliver hendes metode til at afmontere fordommene. Ved at dele ud af tvivlen, ritualerne og det almindelige ungdomsliv, trækker hun identiteten tilbage fra den offentlige debat og ind i den personlige sfære. Hun viser, at det at være minoritet i Danmark ikke er en monolitisk tilstand, men en levende, individuel forhandling.
Det jødiske er ikke kun en religion eller en konflikt i nyhederne. Det er også bare Sara, der sidder i et sommerhus og forsøger at samle puslespillet om, hvem hun er.
Når mikrofonerne slukkes, står en simpel, men afgørende sandhed tilbage. En sandhed, der fungerer som et skjold mod både fordomme og ydre forventninger:
”Der er 7.000 jøder i Danmark – og 7.000 måder at være jøde på.”