Historien om Bonbibi - en film bliver til

Denne artikel er skrevet til vores samarbejdspartner, DaBUF.

Af Claus Johnsen

Filmholdet er ankommet i starten af november, og kontrasterne står i kø. Vi er fløjet fra det våde, kolde og grå, men stille og fredelige Danmark til den pulserende og vibrante storby Kolkata. Den er verdens niende største by og hjemsted for over 22 millioner indere. Over halvdelen af befolkningen i byen har centreret sig på østbredden af byens historiske flod Hooghly. Den er en udløber af Gangesfloden og strækker sig over 260 km, før den munder ud i den Bengalske Bugt. Hooghly har stor kulturel betydning, men også stor klimamæssig betydning. Det er bl.a. herfra, at forurening fra oceanskibe og transportskibe og byen selv flyder fra storbyen og videre til Sundarbans. Og det er her, at vores filmfortælling om Bonbibi skal optages. Det er i denne kontrastfyldte virkelighed, at vores fortælling begynder. Ikke med forurening, men med noget langt sødere – og farligere. Lad os starte med honning.

Blodhonning

De fleste elsker jo honning. Honningsamling er en af de mest indbringende kilder til kolde kontanter i Sundarbans. En honningsamler kan på kort tid forsøde og forgylde selv de allerfattigste familier. En succesfuld indsamling kan på en uge indbringe en honningsamler så meget, at han kan tjene mere end dobbelt så meget som en almindelig fisker gør på en hel måned. 

Men intet er gratis, og alt kommer med en pris. Og honningsamlere - også kaldet Moules - kan komme til at betale den største pris af alle! I den tætte mangroveskov og det lumske tidevand lurer faren. Den bengalske tiger er lige så farlig, som den er smuk. Ingen kender det præcise tal, men det skønnes, at tigerne hvert år dræber op mod 600 mennesker i området, og ganske mange er honningsamlere. Inden samleren begiver sig ud på den farefulde færd efter det flydende guld, også kaldet blodhonning på grund af de mange angreb fra tigere og krokodiller, skal de udføre et bestemt ritual. Og det er her, vores helt - Bonbibi - kommer ind i billedet.

Bonbibis kamp

Der må bønner og guddommelig beskyttelse til. Bonbibi er skovens gudinde og vogter. Hun symboliserer balancen mellem menneske, dyr og natur. I myten kæmper Bonbibi mod tigerdæmonen Dhokin Rai, som repræsenterer grådighed og naturens destruktive kræfter. 

Som spæd blev Bonbibi efterladt i Sundarbans nådesløse jungle, hvor hun blev reddet og opfostret af dyrene og naturen. Da hun blev voksen, fik hun til opgave at befri mangroveskoven fra den frygtede Dhokin Rai – en grådig vismand, der havde forvandlet sig til en menneskeædende tigerdæmon. Bonbibi besejrede dæmonen, men i stedet for at dræbe ham viste hun nåde og etablerede en pagt: Tigeren fik sin del af skoven, mens resten blev et frit fællesområde for menneskene. 

Et centralt punkt for fortællingen er, at den samler samfundet på tværs af tro. Både hinduer og muslimer beder til Bonbibi, inden de drager ind i junglen. Fortællingen etablerer dermed en moralsk orden, der gælder på tværs af religion og generationer: Skovens ressourcer er ikke uendelige, og de må kun bruges med mådehold og dyb respekt.

Det er denne magiske fortælling, som 50 lokale skoleelever har været med til at udvikle. Filmene bygger på børns blik, fantasi og engagement – og skaber forbindelser mellem børn på tværs af verden. Projektets idé er, at danske børn opnår en ny viden om globale udfordringer og udvikler holdninger gennem identifikation med børn fra en anden verden. 

Tidevandslandet

I den lokale kultur kaldes Sundarbans også for "atharo bhatir desh", som betyder landet med de 18 ebbetider. Befolkningen beskriver sig selv som “hatir desher lok”, mennesker fra lavvandslandet (bhatir desher lok). De mener selv, at det barske miljø, den salte luft og det konstante slid mod elementerne har givet dem et vist temperament - præcis som tigeren. 

Tidevandet betyder, at enorme landmasser dagligt oversvømmes og genopstår. Floderne, tidevandet og hyppige storme med tyfoner ændrer konstant områdets øer ved at erodere dele af dem og aflejre mudderbanker og sandbanker andre steder. Den konstante forandring gør tigerne forvirrede og aggressive. Højvandet sletter nemlig deres territoriale markeringer. Så de føler sig konstant truet og forsvarer deres territorium ved at angribe. 

For at gøre de lavtliggende øer beboelige har man opført store jordvolde eller diger, lokalt kaldet "bunds" eller "bandhs". Der findes ca. 3.500 km diger, som skal beskytte landbrugsjorden mod de salte floder og holde det daglige højvande ude. Der er en konstant trussel om, at saltvandsfloderne bryder digerne, hvilket kan gøre landbrugsjord ubrugelig i flere år.

Hvorfor en fortælling om Bonbibi

Sundarbans er et magisk, men truet område, hvor gamle myter, cykloner og klimakamp går hånd i hånd. Klimaforandringer kan godt fremstå som et abstrakt og frygtindgydende emne, især for børn. Gennem historien om Bonbibi gør vi klimakrisen håndgribelig ved at fokusere på lokal kulturarv og balance i naturen. 

Mangroveskoven fungerer som naturens lunger og som et livsvigtigt bolværk mod cykloner og oversvømmelser. Men området er mærket af enorme klimaforandringer. Stigende vandstande og ekstreme vejrfænomener truer med at opsluge skoven, som i værste fald kan være forsvundet i år 2050). Et tab af Sundarbans vil ikke kun være katastrofalt for de millioner af mennesker, der bor i området, men det vil også få mærkbare globale konsekvenser.