Perlefilm

View Original

Perlefilm udvikler sprogapp til Grønland

Ny app til smartphones skal gøre unge i Grønland bedre til dansk grammatik

Langt de fleste uddannelser i Grønland forudsætter, at eleven taler og forstår dansk. Derfor er det vigtigt, at grønlandske unge bliver bedre til dansk – særligt hvis uddannelsesniveauet skal højnes.

GUX i Sisimut har derfor taget udfordringen op og udviklet en sprog-applikation målrettet de unge i Grønland, som går i 8-10 klasse og 1 GUX. 

Stort behov

Kun hver anden elev på et gymnasium i Grønland gennemfører uddannelsen. Nogle unge stopper, fordi de har svært ved at følge med i den dansksprogede undervisning. Det har GUX i Sisimiut tænkt sig at gøre sit for at bremse. 

 Resultatet er blevet ”Qapuk” som er udviklet med målgruppen for øje og ud fra forudsætningen, at det skal være sjovt at lære dansk. Qapuk er gratis og kan fra i dag downloades på Google Play og Apples AppStore. Qapuk vil desuden blive inkluderet på de iPads som netop nu gennem Kivitsisa udrulles på folkeskoler i Grønland. 

Lær dansk hvor du vil og når du vil

”Qapuk er en sjov og legende platform, der tager sit udgangspunkt i hverdagsdansk og hvor eleven lærer ord, vendinger og udtale”, siger rektor Poul V.B. Jensen fra GUX Sisimiut. ”Vi har ladet os inspirere af mobilspil og gamification, hvor eleven får en kunstnerisk belønning ved korrekte svar. Grønland er jo hjem for et meget levende kulturliv, som har et stort publikum – også blandt unge grønlændere.”

Qapuk kan gennem en række øvelser i grammatik, udtale og sprogbrug forbedre elevens dansk og på den måde gøre skolegangen lettere og sjovere. Applikationen indeholder 6 sprogspil med i alt ca. 600 sprog-opgaver, hvor en række øvelser træner elevens færdigheder i udsagnsord, talemåder, forholdsord, udtale, tillægsord og ordstillinger​. 

”Fra vores test blandt eleverne ved vi, at særligt de danske talemåder kan give problemer. Ikke alle ved, hvad det betyder, når nogen fx siger: …at vende det hvide ud af øjnene. På samme måde kan det give udfordringer at ramme de rigtige bogstaver. Fx ser vi at bogstaverne k og g eller p og b ofte giver nogle forviklinger,” fortæller Poul V.B. Jensen.

Bidrag fra grønlandske kunstnere. 

Det er dygtige kunstnere, som har udvalgt og bidrager med unikke værker, som de gerne vil vise brugerne. Blandt andet medvirker: Gukki Nuka og Martin Brandt med digital foto kunst, akvareller fra Paarma Brandt, musikvideoer fra Heidinnguaq og Jane Sakæussen. Der er også rap fra Da Bartali Crew samt værker fra Cheeky og Maya Sialuk Jacobsen.

Qapuk er gratis og kan hentes til de fleste nyere iPhones og Android-telefoner.

www.qapuk.dk