Perlefilm

View Original

Få fat om FNs Verdensmål - artikel om Perlefilm i magasinet Børns Hverdag

Kan børn i børnehave forholde sig til FNs Verdensmål? Det er jo abstrakt nok for os voksne, men ikke desto mindre stadig vigtigere og vigtigere - både globalt og hos den enkelte. Så hvordan knækker vi koden og får vores børn engageret? Fremtiden er jo deres.  

Børnene forstår måske forståeligt nok ikke det store billede. For hvad er fx et mål set med et barns øjne? Og hvad betyder bæredygtighed? Hvornår er man fattig? Eller hvad er biodiversitet? Ved at iklæde verdensmålene et univers, hvor børnene selv er aktive og skabende, åbnes en mulighed for at fortælle børn om de værdier og de muligheder, der ligger i FNs Verdensmål. 

Ny film og filmværktøj tager favntag på verdensmålene

Paraplyorganisationen Børneringen, som tæller ca. 100 institutioner i København og omegn, er, sammen med Perlefilm, ved at lægge sidste hånd på et nyt transportabelt og pædagogisk filmværktøj til børnehaver. Målet er blandt andet at konkretisere verdensmålene, så de kommer i børnehøjde og bliver mere legende. Det konkrete er et mobilt og færdigpakket filmværktøj med baggrunde, vejledninger til filmskabelse og materialer. Idéen er, at institutionerne med filmværkstedet, uden forkundskaber, selv kan lave små stop-motion-film. 

Perlefilm Værkstedet skal på en håndgribelig og nærværende måde sætte pædagoger og børn bedre i stand til at koble fantasi og fortælling med det faktuelle. Filmværktøjet er målrettet særlige temaer som netop verdensmålene, men også familie, venskab, mobning med meget mere. ”Med det kreative filmværktøj kan institutionerne bruge filmskabelse og storytelling som et pædagogisk redskab til at arbejde med aktuelle temaer,” fortæller filminstruktør Rikke Halllund, som står bag det nye værktøj. 

Regnskovens Hemmelighed og andre film om verdensmål, bl.a. Havets Moder er gratis tilgængelige og kan ses på www.perlefilm.com.